I en verden i forandring hvor alting skal være nyt og anderledes, er det da egentlig forfriskende at besøge et sted der kalder sig bodega, ligner en bodega og ikke skammer sig over at være en bodega af den halvfjerdsertype der opstod samtidig med indkøbscentre, charterrejser og rødvin med skruelåg. Altså noget marginalt mere fornemt end det klassiske arbejderværtshus, et sted med flere kvinder, lidt lune retter, potteplanter og rødvin, dog formentlig med prop. Et sted hvor man kan holde julefrokost med god samvittighed uden at det ender i ballade og brådne pander. Stamgæsterne som formentlig kommer rejsende langvejs fra til denne citybodega, virker måske noget støvede og usammenhængende, især de to harper ved nabobordet som kommenterer de andre gæsters opførsel og påklædning. Men det gør ikke noget, for vi hører de gode, gamle sange om Smilende Sussi og den knaldrøde gummibåd, så humøret er højt. Godt at konstatere at nogle ting ikke forandrer sig, og at man kan besøge indre by uden at skulle deprimeres i minimalistisk glas og stål.
|