Når man ser sig lidt omkring, opdager man at Axelborg er et omhyggeligt konciperet synsbedrag. I første sals højde ser man IND gennem nogle gamle vinduer med små ruder bag hvilke man ser hyggelige gamle lamper, lygter og lanterner. Læg hertil at gæsterne for en dels vedkommende sidder på rad og række på en slags havebænke, og at loftet er meget højt oppe og sort som nattehimlen. Indtrykket af at være lukket ude i byens i særdeleshed dyreste gårdhave formildes dog noget af de meget hyggelige gamle billeder og ølskilte, en skibsmodel og en rytterstatue hvor rytteren mod sædvane betvinger et ølanker. Ellers har vi at gøre med et værtshus der trods den eksklusive beliggenhed holder sig til sin hæderkronede rolle som ølstue med biksemad og skipperlabskovs. De mandlige gæster opfordres stærkt til at udforske meningen med den gamle automat på herretoilettet. "Indkast 20 kr.", står der, men gad vide hvad man får. Det passer jo i grunden lige med prisen for en pilsner. Musikken kan man ikke høre, og de to bartendere har for travlt med at trille tommelfingre til at skrue op. Dankort
|