Om Rio Bravo er opkaldt efter en amerikansk grænseflod, en Howard Hawks-western eller et forlig, ved vi ikke, men det er dog uomtvisteligt at gæsterne er i Dohrmanns aldersklasse og måske også etniske baggrund. Indretningen i den lille pubafdeling som kun udgør et lille hjørne af restauranten, er nærmest hen ad forloren klosterkælder, mens baren med store sorte bjælker, sadler i stedet for barstole, halvtag med udstoppede høns på osv. nok skal give mexicanske associationer. For at fuldende raritetskabinettet er her sørme også en udstilling af mere eller mindre antikt brandmandsudstyr: En stor flot økse, en branddasker, en b-forgrener og noget vi mener må være et kredsløbsapparat fra Københavns Brandvæsen. Selv i barafdelingen er der kuvertopdækning til de spisende gæster som vi formoder nok er mest velkomne. Men om aftenen kommer der bl.a. mange koncert- og tivoligster som får en lille en til at gå hjem på. Prisniveauet er generelt i overkanten, men betjeningen presser alligevel gerne på for drikkepenge. Musikken var tavs under størstedelen af vores besøg, men der kom da gang i Mr. President til sidst. Dankort
|