Lukket Det er jo ikke nogen skam at være bange for hooligans, og det kan føles lidt trykkende at stifte bekendtskab med et værtshus fuldt af dem, som skriger om kap med Sky Sport fra to magnumfjernsyn det er helt umuligt at overse. Ved nærmere eftersyn virker de besøgende på denne lille engelske pub nu egentlig bare glade og engagerede, men stemningen stiger og falder sikkert med kampens udvikling. Her er en fire-fem små borde, og ellers kan man hænge i baren. Udsmykningen består af dartskive, ølreklamer og billeder af stamgæsterne, men det dominerende træk er en masse vimpler, halstørklæder og andet fodboldragelse. Den etniske stemning synes mere autentisk her end på mange af byens mere polerede udskænkningssteder med britisk forbillede, men selv om vi måske i ånden befinder os i Sydlondon snarere end West End, er priserne selvfølgelig på godt københavnsk strøgniveau. Dankort
|