Efter næsten at have overset den i første omgang træder vi ind på Valhøj Bodega og hilses velkommen af bartenderen og hans stamkunde som har underholdt hinanden hele aftenen med morsomme historier. Det virker lidt uvant for dem at få fremmed besøg, men vi får da serveret et par øl og sætter os ned og nyder det gulmalede lokale med provinsbodegaborde og krydderurter i urtepotter på bordene. Baren står i nogen kontrast, for den er så tung og teutonsk at den næsten kun kan høre hjemme på en kontinentalirsk pub, men til gengæld er den sikkert god at hænge i og egentlig det eneste der er værd at skrive hjem om herfra. Lokalradioen skal i hvert fald ikke kommenteres yderligere. Det ligger os egentlig fjernt at nedgøre Vestegnen, så den uhyggelige vandretur hertil i uigennemtrængeligt mørke skal ikke lægges Valhøj til last. Parcelhuskvartererne og villavejene er der som sådan ikke noget galt med. På en måde skulle vi måske nærmest rose de 1960-erarkitekter som konstruerede de centre, butikstorve og rundkørsler der koncentrerer tristessen og håbløsheden i enkelte let undgåelige knudepunkter. Desværre for Valhøj ligger den altså bare midt i et sådant. Rygning.
|