Der er næppe nogen tvivl om hvor inspirationen til navnet Rottehullet stammer fra, men der er nu ikke tale om ren christianshavnerstemning af den grund. Man har en helt særlig og stolt måde at drikke Underberg på hvor gæsterne selv vrider papiret af og laver et hvidovrehåndtag, og Emmas stemme er også lidt mere skærebrænderagtig her ude på prærien vest for Valby. Flyttemand Olsen er tilsyneladende gået på pension, for de små skarpe oppe bag baren er skiftet ud med billig whisky og andre slags usocialdemokratisk væske. Det ændrer dog ikke ved stedets grundfunktion som vandingshul for det arbejdende folk. Spillemaskinen skræpper, røgen hænger i det lille lokale, barhængeren giver mening til betegnelsen røvballeværtshus (se fotodokumentation). Og oven over det hele hænger modviljen mod det faktum at der også er en dag i morgen og ikke mindst at der også er en lukketid om få minutter. Nå, fremtiden kan vi bekymre os om når vi kommer dertil.
|