Når alle andre har glemt det, kan Københavnsguidens læsere fornøje sig selv og forbløffe deres omgangskreds med det historiske faktum at Málaga kort før kl. 22 den 19. januar 2002 scorede til 1-0 i kampen mod Real Madrid. Det skyldes ene og alene at Jydeholms fjernsyn i aften er indstillet på DRs side 270, og når skidtet nu skal være tændt, så anbefaler vi skam gerne tekst-TV. Det er nu ikke til at få øje på nogen særlig interesse for spansk fodbold blandt de ganske talrige gæster denne lørdag aften. Folk kysser, klapper hunde og småsnakker i en fortættet atmosfære hvor det af en eller anden grund virker som om der er lidt for lidt plads. Jydeholm er altså ikke ret stort, og gæsterne i gulvplan og på den lille repos må kante sig frem mellem borde, stole og hinanden. Indtrykket bliver noget af en rodebutik hvor man mageligt kan følge med i de øvrige gæsters samtale på trods af både Brødrene Olsen og Rollo & King. Men her er da pæne blå duge på bordene, og skulle man blive for deprimeret af at gå og spekulere over hvorfor de stakkels jyder skulle have en så ucharmerende vej som Jydeholmen opkaldt efter sig, kan man måske finde trøst her.Ved et efterfølgende besøg i VM-sommeren 2006 er fjernsynet sensationelt nok slukket, og vi kan derfor i ro og mag studere forårets program i Danmarksserien hvor Vanløses helte møder storklubber som Avedøre og Skovlunde. Her er sørme også billeder af adskillige generationer kongelige, herunder en noget fjoget udseende Dronning Ingrid, og her er et billede af Frihedsstøtten og nogle sporvogne. Og så er der heller ikke mere.
|