Som altid skrives Københavnsguidens anmeldelse på stedet på en ret lydløs håndholdt computer, men her kan vi faktisk være bekymrede for at tastaturskramlen skal forstyrre den aldeles absolutte stilhed der råder mens alle tilstedeværende nyder Tilbage til Fremtiden 2 i fjernsynet. Et mere dødt værtshus har vi vist aldrig besøgt, og at stilhed kan være så knugende, har vi aldrig indset. Ellers er her såmænd hyggeligt nok efter almindelig Vanløsestandard med potteplanter og ternet dug og gamle billeder på væggene fra den tid hvor bydelen dårligt nok var blevet til by. Nu sker der så det at et par engelsktalende damer af formentlig østeuropæisk herkomst kommer ind, bestiller øl og giver sig til at betjene spillemaskinen. På et tidspunkt må den ene af dem stille spørgsmålet til de andægtige filmkiggere: Arrre we disturrrbing you? Is thiz bodega or zinema? Københavnsguiden kan heller ikke svare på det spørgsmål, men de absolut anstændige åbningstider kan måske antyde at der fra tid til anden kommer mere liv i kludene. Vi bliver ikke hængende for at finde ud af det. Vi skal lige se filmen færdig, så er vi skredet. Rygning
|