På samme måde som med Nygade og Nytorv bliver navnet mere og mere misvisende efterhånden som tiden går, men i et værtshustyndt område kan man sikkert tilgive den lidt upræcise markedsføring når tørsten melder sig. Og det gør den for de lokale vigerslevere, så lad os bare slå fast at der næppe drikkes meget danskvand eller cappuccino på Denne Ikke Helt Ny Kro. Hvis der bliver langet meget andet end Hof og Tuborg over disken, skulle det da lige være Gammel Dansk. Drikkevarerne opbevares i et køleskab midt i lokalet, så man har lejlighed til at beundre de udstillede varer før man afgiver sin bestilling. Når man så sidder ned, kan man nyde en flot samling snapshots fra gamle fester og julefrokoster for de lokale. Her er også et billede af Marylin Monroe, men hun hører næppe til stamgæsterne. Det gamle slidte inventar fra vores sidste besøg er nu skiftet ud, men gæsterne er de samme, og hundehvalpen der trofast og undrende fulgte med i livets gang, er nu gået sin vej.
|