I slutningen af halvfjerdserne gik en af anmelderne med aviser i dette kvarter, og når han kom trækkende med cyklen klokken halv fire om morgenen, var der liv og glade dage inde på Nanok, et af Valbys standhaftige arbejderværtshuse. Og bedst som vi troede at nu var der løbet meget vand i åen siden dengang, opdagede vi at her har tiden sørme stået stille. På Nanok løber der stadig meget øl i maven, og folk har det rart på dette gamle sted der har ligget her siden både sporvognene og kragerne vendte her. Indendørs finder man stadig de fine isbjørne i de blyindfattede ruder som i små felter tillader en slags dagslys at skinne på det absolut mørkebrune interiør. Og hvorfor lave om på noget der er godt nok som det er? Her er jo noget for enhver smag. Hvis man ikke har lyst til at sidde og rafle i den ene lille mørkebrune stue, så kan man jo sætte sig ind i den anden stue som godt nok er lige så lille og mørkebrun og essentielt indeholder det samme klientel og den samme gode danske popmusik, men man får da lidt motion. Skulle læseren have lyst til at opleve en gang ægte valbysteming fra de gode gamle dage, anbefaler vi hermed gerne Nanok. Rygning. Dankort.
|