Lukket Maten har i hvert fald eksisteret så længe som de i kvarteret opvoksede anmeldere kan huske, og det har altid været Valbys lidt hårde mødested for de smarte unge mennesker. Indretning og facadeudsmykning har fulgt skiftende tiders luner, og Maten fremstår i dag ret nyistandsat som en slags blanding af diskotek og sportsbar af den slags hvor sporten består af elektronisk dart. I den ene ende har man altså spilleafdelingen, og ellers et stort, stort gulv hvor enkelte barborde sikkert godt kan stå i vejen for de dansende. Det hele omkranses af båse med nogle ret opulente lædersofaer (eller noget der ligner, men er lettere at gøre rent) og ret flotte borde i en slags korroderet kobber. En ret aggressiv spot sørger for at vi kan beundre alle detaljer. Over den siddendes øjenhøjde er siger og skriver alt rødt. Bar, vægge og lofter er ganske enkelt bordeauxfarvede. Denne fredag aften er her temmelig tomt, og musikken er ikke nået længere end til et barbånd med letbenet pop, men senere kommer DJen og de unge mennesker som fester til daggry. Dankort Til tider entre.
|