Her er god plads til armbevægelser på Sylfiden, for den gammelkendte bedstemordagligstue med platter, broderet tapet og dug på bordet er blevet udvidet med med en slags festlokale som intet provinsdiskotek behøver at skamme sig over. Lørdag aften er der som regel god, tyk bodegastemning med et varieret publikum af ældre barhængere og et bord fyldt med unge fløse som spiller tænkeboks eller lignende i timevis. Kort sagt den gode blanding af forskellige slags gæster som adskiller det klassiske værtshus fra de mere målgruppefokuserede nye steder. Billardet er hensigtsmæssigt anbragt i et separat garagelokale, så spillerne kan hengive sig til sportens finesser, og vi andre til nogenlunde uforstyrret at høre Brødrene Olsen eller andet godt af samme skuffe. Levende musik fredag med mulighed for længe åbent.
|