Efter at have tumlet rundt mellem plejehjem, ungdomsklub, supermarked og parkeringspladser, efter at have været fanget i kælderhalse, blindgyder og indhegninger er vi kommet frem til en automatisk glasdør som kunne føre ind til en hotellobby eller et socialkontor, men som faktisk viser sig at skjule den lokale centerpub for denne labyrint på civilisationens grænse. Nu skal vi bestemt ikke frakende centerpubber evnen til originalitet og differentiering, men mange af dem ligner nu altså hinanden. Eftersom ingen overvejede overhovedet at indrette centerpubber før etableringen af de omgivende centre, og eftersom dette betoneventyr mest fandt sted i 60erne, er de fleste steder i genren sådan cirka jævnaldrende, og det sætter sig jo spor i udtryk og æstetik. Her har man fx vedtaget at rødt bindingsværk er pænt, af den slags som også kunne findes i de små familiehaver eller i en østrigsk Weingarten med lederhosen og bægerklang og nazister. Eller i mange andre centerpubber for nu at holde os til det forhåndenværende emne. Et andet typisk træk er at her er masser af plads. Billardet står i en balsal for sig selv, og selv de største branderter kan let navigere rundt om de små topersonersborde uden at vælte noget. Endelig kunne man notere sig en ret højtsnøvlende stemning som måske ikke helt formår at skjule en underliggende tristesse eller at forklare hvorfor nogle mennesker vælger netop centerpubben i et område med byens måske største tæthed af alternative tilbud.I dag er musikken lige lovlig lav, men så er det heldigvis så meget desto nemmere at følge med i nabobordets diskussion om islams kamp mod vores heltemodige statsminister, som vi naturligvis alle sammen bør bakke op. Ikke alle omkring bordet er enige, men måske ser vi her at i en tid hvor højskolebevægelsen er under afvikling, er det måske på værtshusene at det danske demokrati overlever.
|