Henad gaden i den stille silende efterårsregn som nu var begyndt at indfinde sig, kom et menneske gående. Skråt ovre på den modsatte side af den fedtede asfaltå blinkede forjættende og dog vemodigt et stikkende gult lys som stod i stærk kontrast til den våde gades blege genskin. Det var som dette menneske blev suget ud af mørket og trukket frem af det forløsende ord forankret i lyshavet: Sundet. Indenfor stod han, med sin store og væsentlige opgave i den første efterårsnat. Bag sig havde han en beskeden opmarcheret række af flasker, og foran sig et langt bord hvor pletter og andet snavs havde lejret sig; langs bordets modsatte side og med front mod ham stod nattens faste fauna og klemte sig til deres egne flasker som jævnligt blev udskiftet. Her taltes opstemt om alt andet end morgendagen, og gæsterne spillede deres årtier gamle spil som de havde lært til perfektion, om hvilken plads de skulle indtage i denne tyngede gamle hytte. Når hans tanke slog et slag ud over gærdet af faste kunder, kiggede han ansvarsbevidst ud i lokalet hvor bordene stod tomme i det dunkle lys der kastedes ind gennem de drypvåde ruder. Måske havde der i tidligere tider siddet klaser af mennesker ved disse borde og drukket øl i rigelige mængder. Pludselig gled som ved en indskydelse hans blik helt ned i det fjerne hjørne, og han så to tørstige sjæle ryste regnen og natten af sig. Han stampede kvikt ned over gulvet for at betjene de to herrer, han kendte dem ikke, det var to anmeldere.
|