Torsdag aften er kvarteret her ellers fattigt på råbende og brægende billardspillere, men nu har vi heldigvis fundet nogle. Højden er åben en time længere end de fleste sammenlignelige værtshuse i nærheden, og sjovt nok ser man det på klientellet. Hvor gæsterne de fleste andre steder fatter hat, stok eller rollator for at krybe hjem i seng, er natten stadig ung her. Om det ligefrem ender i den helt store fest, er nok tvivlsomt, men vi anerkender i hvert fald gerne et vist livsmod her i en rodebutik af umage møbler, ølkasser, spillemaskiner og flere ølkasser. Noget af klientellet er i aften af den kortklippede og svulmende type som svage sjæle måske ville forbinde med motorcykler og øretæver, men som nok snarere ville være til traktortræk og sherifstjerner hvis vi altså ikke lige var på Amager. Vi hører en slags amerikansk røvballemusik og ser fodboldresultater på tekst-TV, men det er vist nærmest obligatorisk på Amager. Musikken er et passende jukeboxudvalg. Dankort
|