Ved et besøg her torsdag aftes konstaterer vi et bredt udvalg af stamgæster i højt humør. Besynderligt nok, for de lukker om lidt. Det er ikke første gang vi er på 34, og det kan konstateres ved at Kbhguides sidste anmeldelse af stedet er ophængt på hæderspladsen ved siden af gæsternes postkort. Vi lader den tidligere anmeldelse tale for sig selv, for den er så relevant som altid, bortset altså fra at gæsterne sidste gang havde givet op. Det er ikke sket denne gang: Det er med et lidt beklemt humør man må gå til opgaven med at anmelde 34 her søndag aften. Her er næsten ikke et øje, og dermed er der næsten også stille som et gravkammer selv om man godt kan ane et svagt ekko af et radioprogram i øregangen. Men tidligere i dag, får vi at vide, har der været masser af mennesker der blot nu er gået død efter weekendens udskejelser. Så vi ærgrer os over vores sene ankomst, for 34 er et meget smukt værtshus i den gamle frokoststuestil, og det er en fornøjelse at blive bragt tilbage gennem tiden når man over sin øl lader tankerne flyve tilbage til da ens barndoms store familie endnu ikke var hedengangen. Og her sidder vi så og betragter gammelt tingeltangel der ikke bare skal være smart, men virkelig har et liv bag sig og en sjæl med. Særligt de to store pastelmalerier fra et for længst forgangent Amager spreder lidt patina over stedet hvor rebslagere, kulskovlere og ismejerister engang har søgt aflastning efter en 12 timers arbejdsdag. Disse er associationerne, de er måske forskruede, men vi håber at café 34 også kan give den slags virtuelle oplevelser i den virkelige verden de næste hundrede år. Tæt rygning.
|