Metroen og de nyrige skulle efter sigende være på vej mod Amager Strand, men resourcerne synes nu altså stadig at være knappe her i den østlige ende af Øresundsvej. Fx er der ikke råd til at skrue op for køleskabet således at bajeren kunne komme mærkbart under stuetemperatur. Der er godt nok lys i jukeboxen, men ikke en antydning af musik, og et eller andet sted kører en ventilator, men det er nok af bitter nød da klientellet næppe hører til populationen af tjekkede ikke-rygere. Skulle det lyde lidt skrabet, skal vi gøre opmærksom på at det er det sidste her er. Amagerstuen er nemlig læsset med alt det tingeltangel som tænkes kan. Det er måske nok en smule hyggeligt, og det har da i hvert fald formået pt. at tiltrække mindst én kunde - anmelderne ikke iberegnet. Han sidder i dyb kontemplation og bliver sikkert snart suget ned i sin øl. Så hvis ventilatoren skal overdøves af jukeboxen, bliver det nok anmelderne der må til lommerne. Amagerstuen er et typisk ikke-dankortsted, og sådan vil det blive ved med at være.
|