Først en forsvarstale for Lorteøen Amager der jo bevisligt har huset Danmarks største losseplads, men som også har vidtstrakte badestrande, et kæmpe naturreservat, Jesper Klein, fiskeridyl i Dragør, en af nordeuropas største lufthavne, og et butiksudbud der kan tilfredsstille et hvilket som helst behov, og her skal ikke glemmes et udsøgt værtshusliv. Al denne herlighed har naturligvis med tiden åbenbaret sig for udenøs folk som for flere årtier siden begyndte at supplere urbefolkningen af arbejdere og hollandske salatbønder. (Amager blev gennem århundreder kaldt Københavns spisekammer). Musikforeningen Femøren er skabt af disse fortrinsvis venstreorienterede tilflyttere, og da de skulle skabe et tilforordnet udskænkningssted, blev det Café 5øren i Sundby. Med sig tog disse indvandrere en vis skepsis over for det klassiske københavnske arbejderværtshus og skabte derfor forløberen for caféen. Det virker bare slet ikke, for det er ikke blevet til mere end et beboerlokale med bardisk, men velbesøgt har det været gennem tiderne, og 5øren har også været brugt af anmelderen som fast mødested med kæresten adskillige gange, for sådan måtte ordentlige mennesker mødes. Kedsommelig rockmusik. Dankort
|