Efter at have kæmpet os gennem moser og over bakker hele vejen fra Tingbjerg på vej mod Søborg ligger der overraskende en ikke helt lille lokalbodega for folk fra Høje Gladsaxe, og så selvfølgelig for forvildede københavnere. Her sidder vi så nu i Big Brotheragtig musik og oplever den stedlige etnologi hvor Kurt med hentehår og Mette med sommerlår sidder og får sig et slag tænkeboks over fredagens syvendesidste pilsner. Derudover sker der heller ikke alverden; man mærker tydeligt at Søborg ikke blot fysisk, men også åndeligt ligger lige nedenfor bakken. Vi bliver her nok ikke meget længere end en enkelt øls tid, for selv om vi er på et jævnt standardværtshus, er det godt nok småt med noget at skrive om. Jukeboxmusik, herudover ABBA i stillelegsstyrke. Dankort
|