Det er ret beset skandaløst at Københavnsguiden aldrig tidligere har besøgt Sabine, for stedet har jo ligget i årevis i denne spændende bydel, som vel må høre til den kreative klasses favoritter i det omfang denne klasse ellers har råd til at bo her. Men så har de da sikkert råd til at gå på café, og det kan jo glimrende ske på Sabine. Her er faktisk ganske caféhyggeligt i mørkebrunt og okkerfarvet, og her er også avishylde og store vinduer med udsigt til cykelstativet og alt det andet der nu hører sig til. Publikum er også blandet. Et par hattedamer drikker kaffe, et par drikker kaffe og hyldeblomstsaft, en gruppe kreative it-nørder drikker kaffe mens de gladeligt diskuterer kompatibilitet og konfigurationsfiler, og en kvinde ved siden af os drikker kaffe med næsen nede i en bog. Alt i alt er her ca. 15 mennesker hvoraf tre drikker øl. Bluesmusikken som tidligere gjorde et spagt forsøg på at overdøve køkkenskramlen og køretidsfejl, er nu ganske forstummet, så nu kan vi følge med i alt hvad her foregår. Damen med bogen har været oppe for at købe noget rød saft og har flottet sig med isterninger. Sådan går livet sin gang i Teglgårdsstræde, og det er vel helt i sin orden. Endelig må det nævnes at hvis man nu skulle være privatdetektiv på mission for en mistænksom hustru, så har Sabine fuld udsigt over hvem der kommer og går på Copenhagen Men's Bar. Dankort
|