At franskmænd er noget videre høje i hatten, ved enhver der har været på skiferie, og en vis selvtillid skal der vel også til for at indrette en fransk café komplet med vakkelvorne stole og billige formicaborde, og så til overflod indkræve pariserpriser for de danske fadøl. Cirka halvdelen af bordene er dækket til spisning, og faktisk kan det tænkes at man kan spise godt her. Ud over de almindelige halve flutes med skinke, ost osv. har man et spisekort med et pænt udvalg fra det klassiske franske landkøkken. Forretter starter fra 60 kr. og hovedretter fra 130. Her er er godt med loftslys fra en række halvtredseragtige lysekroner, og ellers er her pyntet med filmplakater, reklamer og et mærkeligt maleri der sikkert ville give mening for frankofile besøgende. Anmelderne som er kommet så langt som til Asterix, kan dog på dennes vegne glæde sig over et vildsvinehoved som skuler den indtrædende gæst lige i øjnene. Musikken hvis oprindelse vi trygt overlader til læseren at gætte på, er ikke helt potent nok til at overdøve bestikkets raslen og gæsterne i øvrigt. Fjernsynslyden er helt skruet ned, så man må nøjes med billedsiden fra TF1 og lyden af ventilatoren fra indgangsdøren der skratter så det gør noget. Dankort og mange andre.
|