Her er vi på et klassisk sted under gadeplan, og det omtalte ur hænger stadig på facaden, så navnet giver mening. Man føler sig lidt hensat til forne tider da der er en slags frokoststuestemning over etablissementet. Langs de brune og grønne vægge står bordene, og i midten dominerer billardet. Den omtalte stemning udgøres bl.a. af et gymnastiksalsgulv i rødt og gråt, og kunsten på væggene er også lidt skoleagtig bortset fra de få sjove gamle fotografier. Af malerier ses et lidt falmet billede fra Dragør gamle by og en samling vigtige mænd med Stauning forrest. En samling platter og derudover baren for enden med en glasmontre samt den lidt hovne og i første omgang uforskammede betjening, gør indtrykket fuldkomment. Men det er dog lidt af et typebrud at man har fået hevet en lang række gode øl ind i etablissementet, og alene derfor kan et besøg i denne tidsmaskine anbefales. Ikke dankort.
|