Lad det være sagt med det samme at vi ikke befinder os i Livjægergade, og når der heller ikke hænger fragmenter af døde hjorte, elsdyr eller isbjørne på væggene, er navnet på dette ret traditionelle værtshus i bedste fald ret svagt begrundet. Ved vort sidste besøg var stedet lidt af en tidsmaskine, for bedst som man mente at komme ind ad døren på en københavnsk brokvarterpub en lørdag aften i det hektiske 21. århundrede, var vi ikke desto mindre pludselig hensat til en tirsdag formiddag på det sted i landet hvor man først lige var ved at vænne sig til at Jens Otto ikke længere var statsminister. Dette måske urimelige skudsmål har fået Livjægerkroen til at blomstre op, og denne lørdag aften hersker der en god og sund bodegastemning hvor fortrinsvis yngre mennesker sidder ved bordene, står om billardet eller hænger ved baren sådan som det nu skal være. For de designinteresserede må vi også lige nævne at belysningen af bardisken leveres af smedejernsindfattede ølkrus, og det er helt ærligt at vi aldrig har set noget lignende.
|