En af de gode egenskaber ved Horse Pub er jo at den ligger i bekvem gåafstand fra Fælledparken, så vi har endnu en gang valgt den første maj til at besøge dette vigtige Østerbroværtshus. Efter en forkølet kampdag med Corona-drukne studenter og passende udstyret med Arbejderen Weekend og den seneste bulletin fra Venskabsforeningen Danmark-DDF Korea har vi forladt Fælleden og opsøgt et stykke måske mere autentisk arbejderkultur nede om hjørnet i Ryesgade. Skal man dømme efter disse lidet repræsentative besøg, er hver dag på Horse en fest- og kampdag. Kampen udspilles omkring billardet, og de øvrige gæster sørger for festen som formentlig er fortsat i lavt gear året rundt siden sidst. Horse er i hvert fald velbesøgt. Her er unge og gamle, tykke og tynde, fedtknopper og fallenter, dristige drukmåse og vindtørre webdesignere, og en stor brun hund der lunter rundt og nyder at det endelig er blevet sol, sommer og søndag. Og her kommer selveste Julemanden dalrende med nissehue og pelsfrynset frakke. Sådan en eftermiddag i selskab med gode mennesker som helt klart nyder at være her, skal man ikke rynke på næsen af. Lad os afslutningsvis bakke op om 3F's førstemajhilsen og det seneste bud på DDF Koreas glorværdige fremtid: "Lad hele folket, partiet og hæren stå sammen for mere slagkraftigt at demonstrere songun-kraft". Alle klapper, musikken spiller, og hunden siger vov.
|