Hvis den rigtige, pengestærke investor kommer kørende forbi i sin Mercedes, kan man håbe på at han ikke får øje på Frihavnskroen, for potentialet for en hurtig pengeanbringelse er her virkelig. Lokalet er rummeligt med store vinduer mod gaden, så konverteringen til café ville egentlig kun kræve nogle spande gul maling, en espressomaskine og velvillig medvirken fra R98. Det er jo heldigvis ikke sket endnu, så de lokale fra den uprætentiøse ende af Nordre Frihavnsgade er ikke helt hjemløse. De kan stadig have fornøjelsen af godt, gammelt linoleum, gamle træstole, gamle træborde, gamle lamper, gamle potteplanter og gamle skilte, og sådan går det forhåbentlig også fremover.
|