Læseren bedes forestille sig en gedigen trækasse af mørkt teaktræsfiner af den slags som fx bruges til at emballere meget dyr cognac. Alternativt kan man tænke på en god gammeldags dampradio fra 40erne med rør, bakelitknapper og et minuts opvarmningstid. Nu ved vi endelig hvordan der ser ud inde i sådan en. Og der ser ud præcis som man kunne forvente, måske bortset fra det skotskternede gulvtæppe. Her er i hvert fald finer i alle tænkelige nuancer af brunt, og de ting og sager som oprindeligt var tiltænkt en anden kulør, har nu assimileret sig til den brune skare. Kort sagt et godt gammelt værtshus af den mest traditionelle slags hvor en halv snes lokale stamgæster i den modne alder ordner verdenssituationen. Man kan her betragte en mindeplade for Stiftelsen for Trængende Værtshusholdere samt disses Enker, stiftet 1856, samt en polsk teaterplakat der annoncerer for Laser og Pjalter. Traditionel jazz på båndoptageren
|