Efter en tid som sushibar og dermed uden professionel interesse for Københavnsguiden er Hugo nu tilbage i caféskikkelse. Fisk, wasabi og soya er afløst af cappuccino og den danske hvedeøl som et overvejende kvindeligt selskab ved nabobordet er i færd med at nippe til, mens de er optaget af en sproglig diskussion på afveje. Og den slags stilfærdig lørdagsintellektualitet er uprætentiøse Hugo sikkert ganske velegnet til. Konceptmæssigt er vi meget langt fra hovedstrøgenes popsmarte kagemontrer; Hugo er snarere et forsøg på at skabe en moderne variant af det lokale, hyggelige stamsted, og det er egentlig lykkedes meget godt med plankegulve, smedejernsgitter for vinduerne, små mørke træborde, fyrfadslys og vekslende musik i passende styrke. Dankort
|