Hvor er det dog rart at man stadig på Østerbro kan besøge et fuldstændig uprætentiøst sted. Når man vælter ned på det måske ikke helt smukke, men ganske klassiske Bassinet, bliver man modtaget med åbne arme. Velkomstkomiteen ved baren har godt nok lidt svært ved at holde balancen, både den på benene og den mellem fantasi og virkelighed, men vi får til gengæld en del gode historier om gæsternes bedrifter inden for IT og rollespil. Her tager vi afstand fra resten af verden og drømmer om prinsesser og teclippere, og bortmaner begreber som kontanthjælp og lukketider. Anmelderne opfører sig lidt pinligt ved at bede om glas til deres øl og Underberg, men det bliver nådigt bevilliget. Bassinet er et ægte sømandsværtshus, men med den lille krølle at ingen af de tilstedeværende nogensinde har set havet, med mindre der da findes et hav bestående af øl. Sømandsmotivet er altså ganske svagt funderet, men Bassinet er altså det sted i København hvor drømmen er mere virkelig end virkeligheden. Og hvem har ikke behov for det en gang imellem?
|