Jamen nu står verden da ikke længere. Selv Nordvestkvarteret har fået et sted for de unge og smarte, og for at det ikke skal være løgn, sidder damen ved nabobordet og taler fransk i sin mobiltelefon. Her havde vi troet at det hele herude var skaldede mænd og rottweilere ved navn King, men her har vi altså fundet en rigtig café. Store vinduer, halogenspots, et voksent publikum og et naivistisk vægmaleri af den socialdemokratiske drøm fra 30erne om Bispebjerg som fremtidens by. Man forsøger med åbne øjne at forvandle Granbergs fiasko til en slags kult, men på trods af at man måske stadig ikke helt har fundet ud af blandingsforholdet i en cappuccino, er der vel håb om at den går denne gang. Musikken kan svagt høres et eller andet sted fra. Dankort
|