Vore tanker vender tilbage til dengang i halvfjerdserne hvor vi og alle de andre maoister kom her til progressive udstillinger om kvindefrigørelse og politiske teaterstykker om kapitalismens fortrædeligheder. Og tidsbilledet holder stadig her hvor vi sidder og lytter til syret saxofonmusik under en motorvejsbetonkonstruktion som Weide ikke kunne have ønsket sig værre. Men for at have lidt eksistensberettigelse i 90erne har man tilføjet lidt tomhed i stål og flet, så man er endt med en mellemting mellem Klaptræet og Café Latino, komplet med Filmguiden og fyrfadslys. Her er ofte levende musik og entré. Dankort
|