Lukket Når man går ned ad trappen til dette umiskendeligt lysegule lokale, ser man et skilt der annoncerer at restauranten findes på første sal. God og relevant forbrugeroplysning, for de uskyldige halvbranderter og værtshusanmeldere der måske trods alt stadig færdes i Strædet, kunne let komme til at frygte at denne kælder forlader man ikke uden at have indtaget en halv farseret valnød garneret med en dusk brøndkarse til en halvandenhundrede kroner. Men her hen ad lukketid ser tjenerinden ikke med umilde øjne på at et de små borde som med kridhvid dug, en enkelt rose, salt- og peberbøsse ellers var stadset op til noget større, profaneres af tre store fad og en stribe cigaretter. Og sød og flink er betjeningen ganske bestemt selv om, eller måske netop fordi, barneskoene er trådt på den anden side af Lillebæltsbroen. Men den næppe hørlige musik og de kunstneriske sort/hvide fotografier aftvinger os ikke tilstrækkelig interesse til at bestille en til, og atmosfærekarakteren er udtryk for en vurdering af stedet som værtshus. En anden gang kunne man måske godt finde på at se hvad kokken (som faktisk hedder Karlsen) kan drive det til. Dankort
|