Rosengårdens Bodega er et klassisk gammeldags værtshus hvor stort set al indmaden har den samme nuance af mørkebrun. Selv to store vægmalerier med den slags middelhavsmotiver der var populære blandt danske guldaldermalere, har efterhånden fået så meget fernis og nikotin at de klassiske templer synes indhyllet i en ganske nutidig smog. Den øvrige udsmykning udgøres af gamle københavnske fotografier hvor man kan more sig med at gætte hvad de forestiller. Ellers er her tale om et enkelt lokale med en 6-7 mørktlakerede borde med potteplanter og askebægre, og der er en bar med enkelte barstole i den ene ende. Stemningen denne fredag eftermiddager præcis så stilfærdig og eftertænksom som man kunne have forventet. I øvrigt er Rosengården kendt som stedet for en af de mere spektakulære stikkerlikvideringer under besættelsen. Et enkelt projektilhul kan stadig beses bag baren. Dankort
|