Lukket I en verden i forandring er det rart og trygt med konstanter. I det mindste hjælper det en til at indse sin egen forandring. Tag nu f.eks. Long John: Ved vort sidste besøg var Long John et stort, mørkebrunt jazzværtshus fyldt med gamle røvhuller. Nu er Long John et ikke mindre mørkebrunt jazzværtshus fyldt med vores jævnaldrende som sidder om eftermiddagen sidder ved en lang række borde og andægtigt ser på at orkester spiller et par numre inden de går hjem. I vor alder er jazz sådan set en ganske agtværdig måde at henslæbe en søndag eftermiddag på, men vi må konstatere at så mørkebrunt og standardhyggeligt Long John så end måtte være, har det igennem længere tid dårligt formået at holde på gæsterne når der ikke lige netop har været levende musik. Men nu er der måske håb forude. Long John er for tiden forpagtet og overtaget en af en skotte som er godt træt af alle de storbritiske pubber, og som gerne vil give det klassiske danske værtshusliv et hjælpende hånd. Så nu skænkes der igen en hel halv liter af Guinnessen og de andre fadøl, og der er skruet ned for fjernsynet og op for den almindelige folkelige hygge på det gamle, prøvede Long John. Held og lykke til vores Edinburghensiske ven, og hvis han kan få det til at ligne noget fra South Clerk Street i Skotlands hovedstad, vil det vende tilbage til noget der sikkert er mere dansk end britisk.
|