Før hed det Egoisten, men det blev alligevel for meget, eller også var tiden bare kommet til det obligatoriske navneskift som alle caféer skal igennem ustandseligt, så nu hedder det blot E-go. Ideen er selvfølgelig den samme; et sted hvor man skal kunne sidde og nyde sig selv i et værdigt køligt rum sammen med en god rødvin eller - i disse tider - en god udenlandsk standardøl som alle kender. I dag er her næsten ikke et øje, men det kan jo være at tiden allerede igen er løbet fra Brixtofte-indretningen med prominente rødvinsskabe og ærbødig servering. E-go opfatter vist mest sig selv som et spisested, og maden siges at være rimelig, både hvad angår pris og kvalitet, og specialiteten skulle være Funky foie gras. Ikke dankort. Maskinen er tilsyneladende permanent i stykker.
|