Jazz er tilvisse en agtværdig kunstform, og denne søndag eftermiddag blev vi glimrende underholdt af en kvintet der virkelig kunne få trommehinderne til at blafre i det ikke særligt store lokale, endda i en sådan grad at det kunne være svært at samle sig om anmeldelsen. Rex samler om søndagen der som den eneste dag har live-musik, et stort jazzinteresset publikum i den alder hvor fuldskægget er ved at gråne. I hjørnet har man en bar, og rundt omkring finder vi nogle gammeldags borde med grønt linoleum. Sammen med de gule vægge og den dunkle belysning giver det indtryk af at være et gammelt sted, men at dømme efter de mere moderne indslag som fx et enormt spejl og meget store vinduer mod Pilestræde har vi at gøre med et sted med kun cirka 30 år på bagen. Og tilbage i urtiden før skuespilleren Knud Rex overtog den i 1963, var den da også blot en snusket kaffebar. Det forlyder i hvert fald, for vi har desværre ikke selv mulighed for at huske så langt tilbage.
|