Touché er efterhånden en rigtig gammel kending i det vesterbroske natteliv, og natteliv er måske et nøgleord her, for på andre tidspunkter af døgnet er det så som så med liv overhovedet. I dag besøger vi Touché først på aftenen hvor en bartender trisser ensomt rundt og trykker lidt på tyveknægten, men han får da også tid til at at servere os et par øl. Fadøl kan det ikke blive til trods et par haner man ellers skulle tro var beregnet til det samme, og han kan heller ikke overkomme at slå det ind på kasseapparatet, men der bliver da tændt for lidt stille baggrundsmusik som supplement til lyden fra spillemaskinerne. Caféen her er ellers nyrenoveret - men fadølsanlægget der heller ikke virkede ved sidste besøg, har man altså ikke kunnet få i stand - og noget kunne tyde på at det skulle bringe stedet tilbage til forne tiders storhed. Dengang havde stedet latinamerikanske ambitioner med mange livlige aftener. Tequila solgtes der oceaner af, loftet var fyldt med papmachépapegøjer, og over baren havde en udstoppet mexicaner fundet sit sidste hvilested i en hængekøje, selvfølgelig stadig med tequilaflasken i hånden. En vindeltrappe førte op til et lokale med et poolbord til betalende poolister og airhockeyspillere. Vindeltrappen er nu reetableret, men hvis gæsterne skal finde vej tilbage, skal man nok overveje om ikke man skulle gøre noget mere festligt end blot at efterligne bordtennisrummet på Hotel Propellen i Billund. Dankort
|