Lukket Vores bartender er en rigtig humørspreder, men det er et surmulende og småtvært humør han har sat sig for at sprede på denne såkaldte kunst café hvor cafékunsten pt. består af landskabsbilleder fra de tyske motorveje. Mærkeligt at han ikke kan være lidt gladere, for han har sørme en stilsikker Puma-baseballhat som han sikkert har set omtalt i det ultimative livsstilsmagasin Wallpaper som her forefindes i rigeligt mål, og det burde da også fryde ham at hans nyopdukkede konceptbar lader til at gå strygende. Det nye vesterbropublikum i den købedygtige og studentikose alder har tilsyneladende opdaget et hidtil uerkendt behov for at drikke øl og cappuccino i dagligstuemøbler fra 50erne og lytte til psykedelisk jazz. Det skal såmænd nok holde i flere måneder, og til den tid er der nok nogen der har fundet på et nyt koncept. Der er jo mange østeuropæiske hovedstæder at tage af. Nul dankort.
|