Lukket Kan man føle sig mere velkommen end når man allerede ved indgangsdøren bliver taget kærligt på kønsorganerne med en saglig kommentar om temperatur og størrelse. Nogle stivstikkere vil nok mene at denne hjertevarme modtagelse er lige lovlig pågående. De er hermed advaret mod at komme på Postillonen. Forcerer man alligevel indgangspartiet, vil man komme ind i et af bydelens mere særprægede steder. Som man vil kunne forstå på indledningen er det ikke svært at komme i kontakt med folk her, selvfølgelig lige bortset fra at det kan være svært at skelne talen, godt blandet op med alkohol som den jo er. Der har med garanti aldrig været et ædru menneske indenfor her, og opførslen er derefter. Postillonen er stedet hvor hvem som helst kan score trods nok så uheldigt udseende, moden alder og hvad livet i øvrigt har udstyret en med af skavanker. Enhver stilsikker cafegæst ville elske at hade stedet her hvis han ellers kendte det. Men på trods af et absolut sølle ydre, mener vi at det er godt der er plads til et alternativ til de tjekkede in-steder på Istedgade. Og der er hårdt brug for det når alt andet i området er lukket fra klokken 2.
|