I disse byfornyelsestider forsvinder de gammeldags værtshuse i stort tal fra Vesterbro. Så længe det gammeldags, slammede stampublikum ikke som enhver anden truet dyreart er beskyttet af Washingtonkonventionen, er det noget af en kunst og et kapløb at finde frem til sådan noget som denne lille bræddehytte med egetræsborde, rustikke petroleumslamper, potteplanter og flæsegardiner hvor man stadig kan slå en time eller otte ihjel med god stille sump som i gamle dage. Det er for den uvidende ikke lige til at sige hvilken logik der ligger bag det vandige navn, for hverken søværnet, handelsflåden eller sejlsporten lader til at være særlig stærkt til stede. Den eneste sport der udøves i stor stil på dette Øresund, består i at knalde en hund i den enarmede og nyde de blinkende lys. Stamkundebillederne som naturligvis hører sig til, vidner dog om at bølgerne til tider går højt på Sundet. Faktisk så højt at det har været nødvendigt at hænge dagens bøn op ved indgangsdøren: Oh Herre! Lær mig at holde min store mund lukket indtil jeg ved hvad jeg taler om. Enkelte af de billeder er faktisk af en sådan beskaffenhed at man må glæde sig over at de typiske gæster er over den alder hvor de kunne formodes at medbringe mindreårige børn.Vi skylder selvfølgelig lige at fortælle at årsagen til det maritime navn her midt inde på Vesterbro er at ejeren af Øresund i Nyhavn trængte til et lille værtshus med fred og ro, og det blev så her på Det Lille Øresund hvor vi nu sidder og gynger med på 'Slabadubadelle' og 'Man skulle købe sig en tyrolerhat'
|