Nej, her er ikke klippestykker og dryppende vand og andre uhyggelige grotteting. Engang i fortiden har en eller flere anonyme kunstnere dekoreret Grottens vægge med sydlandske motiver som fx vinranker, guitarer og veldækkede borde. På trods af gentagne lakeringer og mange års tobakstjære kan man godt forestille sig at det en gang i fortiden har været ganske smukt. Den poetiske atmosfære der således lægges op til, har dog ikke ganske indfundet sig på denne fredag aften hvor den højtråbende stemning akkompagneres af Gasolin og anden kontant rock. Et af den slags steder hvor stampublikum er en stor flok der går rundt mellem hinanden, og alle kan tale med alle - hvis man er en af gutterne altså. Vi må desværre med vores sjældne besøg indrømme ikke at være en af gutterne, og derfor forespurgte man os forholdsvis høfligt om vi mon var politiet. Hvis vi må give et godt råd, så er menukort med billeder af biksemad og lasagne måske mere passende til en grillbar end til et værtshus.
|