Scala ligger på trods af navnet over for Nørrebros Teater, og temaet her er ganske givet de skrå brædder. Langs den ene bagvæg sidder man på bedagede teaterstole, men i øvrigt er møblementet i almindelig nørrebrostil med veltjente træborde og -stole. Udsmykningen udgøres af billeder af kendte skuespillere fra mindre kendte forestillinger og plakater fra klassiske forestillinger samt et stort portrætbillede af PH. Det hele er ophængt på gule vægge med guldmalede trælægter som faktisk får hele menageriet til at illudere teaterfoyer. Alligevel er her et strøg af spartanitet som sikkert behager stamgæsterne, men som man skulle tro ville få teaterpublikummet til at holde sig væk. Men ved kontrolbesøget i dag lykkedes det at se et eksempel på at man faktisk godt kan bære kappen på begge skuldre, for udover at være almindeligt slammet lokalværtshus er man også spisested med let frokost for det ankommende publikum til Nørrebros Teater. Op af en trappe kommer man til et dagligstuelignende baglokale med en mikroskopisk bardisk. Musikken er afdæmpet, tilfældig, ældre popmusik.
|