Det påstås at et længerevarende ophold i en helt mørk, lydisoleret beholder kan bibringe offeret dyb selverkendelse og måske endda interessante hallucinationer. Det er muligvis det samme mål der søges opnået ved teknofester hvor man danser i timevis til de samme bevidstløse maskinrytmer. Er man til fast food og pulverkaffe og søger hurtige erstatningsoplevelser, kan et besøg hos Pussy Galore måske give en svag afglans af hvad total sensorisk isolation kan betyde. Her er sådan set ingenting bortset fra stole, borde og bar. Hvor man ikke har haft fantasi til at lave en gul væg, har man såmænd bare sat et vindue i, så vi kan se ud på torvet som i mørke og småregn egentlig heller ikke byder på mange oplevelser. Skal der siges noget til forsvar for Pussy Galore, må vi fremhæve de mange smukke unge piger som af uudgranskelige årsager vælger at tilbringe deres aften her. Musikken er ikke lige tekno, men da vi kun lige aner basrytmerne, bliver indtrykket lidt det samme. Dankort
|