Selv om Blågårdskvarteret lyder meget centralt, er det alligevel nok de færreste tilfældige forbipasserende der har opdaget Diligencen som ligger og putter sig inde i en sidegade. Og her ligger det også med en typisk placering for sådan en ydmyg klassisk bar. Navnet kan i hvert fald ikke være et tilfælde, for her er så westerninspireret at det må komme fra John Ford-filmen af samme navn. Men vi gik og troede at rigtige Texas-cowboydere spiste bøf og brune bønner, men nu viser det sig at de også er store lystfiskere. På en endevæg finder vi nemlig foruden en række pokaltrofæer inden for fiskeri og andre sportsgrene også en 20 kg. stor laks som en stamgæst fangede i 1992. I stedet for at lide den samme sørgelige skæbne som så mange af sine artsfæller der er hevet op af vandet, er denne blevet balsameret og er således gået til den evige ølhal, og herfra kan den nu fremover blive beskuet og selv beskue Bumlestuen og det beskedne lysshow ved baren alt imens den hører på lystfiskerhistorier. Det skal derfor ikke skorte på tilskyndelse fra vores side til at slå et slag til venstre ned ad Korsgade i stedet for at drikke det dyre øl på Floras.
|