Stamværthuset er blevet shinet noget op siden vi var her første gang for femten år siden, og fremstår smukt og klassisk, men i bund og grund tilhører det stadig den uddøende race af udskænkningsteder for folk der gerne vil hjem og i seng med tv-avisen. Lukketiderne er særdeles konservative - et træk folk på Frederiksberg jo er glade for - og det er jo en effektiv måde at holde ungdommen, der jo efterhånden først går i byen klokken daggry, borte på, så derfor kan to bargæster og bartenderen sidde i fred og ro og spille tænkeboks eller trille tommelfingre; hvad der nu passer dem bedst. Fadølsanlægget skænker for tiden julebryg, og det er vel ikke så mærkeligt, men det gjorde de altså også ved vores sidste besøg i februar. Gad vidst om gæsterne får friske varer næste gang det bliver j-dag?
|