Jamen vi bliver nu også så forkælede. Når de unge familier flytter til brokvartererne, er det pludselig ikke fint nok med baggårde med skraldespande og skideskure og rottereder. Næ nej, så skal gårdene renoveres med blomsterkummer og havegrill og havemøbler, og vi skal have vejbump og stilleveje og støjgrænser så vi næsten ikke kan mærke at vi bor i en storby. Vi vil det ene, men ikke det andet. Vi vil have metropolens intensitet, men landsbyens tryghed. Vi vil have parkeringspladser, men ingen bilos. Vi vil have gåafstand til værtshuset, men ingen fulde folk i gaderne. Vi vil have børn, og så vil vi gudhjælpemig også på værtshus. Godt så. Heldigvis har vi Konjak lige her på Frederiksberg hvor man annoncerer at babyer er velkomne. OK, nabobordet med svenske babes skal vi ikke klage over, men vi er bænket klos op af et sofaarrangement hvor en hel familie holder skovtur, fra legeglad bedstefar til yngste ønskebarn, fra knuste glas til rygradsrislende barnegråd. Og pejs er her så familien kan drømme sig væk til det sommerhus de efter vores mening hellere skulle have lejet. For hvad er her ellers som kan fængsle og stimulere det ungdommelige sind? Og her kan vi såmænd godt se ud over kravlealderen og indbefatte det øvrige publikum som trods alt er lidt mere modent. Tja, ting at berette om er her sådan set ikke rigtig. Konjak er et klassisk caféakvarium hvor vi alle sidder til skue mens vi famler efter vores lækre belgiske fadøl eller vores mad (som man selvfølgelig også kan få, vi er jo forkælede). Her er nemlig mørkt som i graven bortset fra de mange store stearinlys der spredt i landskabet oplyser hver sin lille stamme af spisere eller drikkere. Når vi så samtidig hører noget værre bongomusik, er det jo lige før at både gårdmiljøet, sommerhuset og det eksotiske Afrika smelter sammen. Tænk bare, midt på Frederiksberg. Dankort
|