Lukket Her i det maritime spændingsfelt mellem Holmens Kirke og Mærskfortet har der i lange tider heldigvis ligget et maritimt værshus ved navn Bangs Bodega. Det har altid været et af bydelens værdsatte, sene steder med et let britisk udtryk før den slags for alvor blev moderne. Nu er man for alvor sprunget ud som Bang's Naval Pub, altså nærmest et ægte flådeværtshus. Navnet i sig selv og små citater som "if you ain't Marine you ain't shit" kan selvfølgelig give anledning til en vis tvivl om hvilket lands flåde det i virkeligheden drejer sig om. Her er masser af emblemer fra fremmede landes flådestyrker, men sørme også fra chefen for Jægerkorpset, og den store torpedo i loftet er da i hvert fald dansk. Vi har tidligere gjort os lystige over det indtryk en torpedo måtte formodes at gøre på søfolk, men en læser med tilknytning til stedet har gjort opmærksom på at sagen selvfølgelig stiller sig anderledes for det flådepersonale som i disse tider begræder afviklingen af de danske ubåde. Og når der endelig skal drikkes gravøl, hvorfor så ikke her? Dankort
|