Det er herligt at det gode gamle Fingerbøl stadig eksisterer på Christianshavn, som jo ellers arbejder ihærdigt på slette historien til fordel for nyopfunden standardkøbenhavnsk regelrethed finansieret af kæmpe skattefrie kapitalgevinster på ejendomsmarkedet. Der er sikkert ikke mange af gæsterne her i aften der er begunstiget af den bølge, men så er de jo til gengæld begunstiget af at deres gamle in-sted stadig står distancen som et af de absolut allersidste arbejderværtshuse fra Flyttemand Olsens dage og længere tilbage endnu. Aldrende flippere, tilbageværende skolelærere, gevindskærere og andre åndens og håndens håndværkere tyr til Fingerbøllet når nu Sofies kælder og Gasolin har forladt den gamle købstad. På udstyrssiden er stedet stadig spartansk til det påfaldende: man nu har man sparet lidt på billardborde og hevet lidt flere møbler ind. Den gamle fingerbølsgarage er altså blevet en lille smule mere moderne. Linoleumsgulv og bølgeeternit er skiftet ud på pubpænhed, og alle tidsskrifterne i loftet er røget på møddingen sammen med resten af Christianshavns historie. Den store, men ikke særligt velforsynede bar i hjørnet har man endnu, men vi vil nok anbefale at man besøger Fingerbøllet inden næste gang hvor indehaveren får et ryd-op-og-smid-væk-flip, mens man endnu kan beundre de mange kønne christianshavnerbilleder, og se de sidste rester af det gamle Christianshavn.
|