Tingbjergs tressermoderne, arkitekttegnede nærmiljø er måske ikke helt faldet ud som Steen Eiler Rasmussen havde forestillet sig det. Området har med tiden fået et lidt lurvet ry, og det interesserer efterhånden også kommunen, som pt. forsøger sig med et dyrt kvartersløft. Ved et af vore sjældne besøg konstaterer vi at virkeligheden har flere nuancer end man måske umiddelbart forestiller sig. Pladsen foran Rutens Bodega er faktisk på godt og ondt en slags landsbytorv hvor unge og gamle, tobenede og firbenede mødes og udveksler tanker om livets gang og genvordigheder. Her er i hvert fald altid en slags leben hvad der sørme kan være en kvalitet i sig selv, og de lokale kan jo ikke gøres ansvarlige for tredive år gammel systemtænkende æstetik. Bodegaens egen fremtræden følger næsten logisk. Når man har et stort, lavloftet betonlokale med nopret gulv i Storebæltsfærgestil til rådighed, kan man jo ikke lige fremtrylle den samme stemning som på Hviids Vinstue. Det bliver næsten nødvendigvis noget med høj musik, sænket tremmeloft og bordeaux maling. Et robust lokale der forlænger torvets stemning af at man egentlig kan te sig som man har lyst, være sig selv, snakke eller spille billard alt after præferencer og humør, og her er godt besøgt. I dette lidt lyserøde, undskyld bordeaux, lys er Rutens Bodega det naturlige lokalværtshus på sin lokalitet, og som det så ofte er tilfældet på den slags steder, skal man måske være lokal for virkelig at værdsætte det. Folkelig jukeboxmusik.
|