På den mørke og øde strækning hvor Vanløse er forlænget med brædder op mod Husum, har en eller anden fået den lyse idé at lægge et lille værtshus for at afværge den værste tristesse. Indledningsvis er det lidt forbløffende at det pertentlige villakvarter tilsyneladende er befolket af unge mænd med skaldepande og kasket, men når det nu skal være sådan, er det da betrygende at Kilden er udstyret med en solid muret bar og robuste egetræsmøbler som kan holde til det halbal her sikkert godt kan udvikles fra tid til anden. Retfærdigvis er her stille og fredeligt denne lørdagaften lige før lukketid. Vi hører Shubidua og anden lødig musik fra vores ungdom, og der er speedway i fjernsynet og et kyssende kronprinsepar på væggen. Og så har man stadig diplom på at Kilden er regionsmester 85/86 i Hof-Pot, en billardkonkurrence sponseret af et bryggeri med et produkt der engang hed Hof. Det er nu ved at være lukketid, fløsene daffer stille og roligt ud i en ventende taxa, og vi andre begiver os videre mod downtown Vanløse. Rygning. Ikke Dankort
|