Tænk engang at der har ligget en bondestue her lige siden folk gik med bowlerhat og drak brændevin til 13 øre pæglen. Hvis man ikke tror på det, kan man bare betragte det kæmpe fotografi af Bondestuen taget på en sommersøndag i 1905 som hænger på den ene endevæg i stuen. I mellemtiden er Bondestuen flyttet til byen i takt med Københavns udvidelse, men det bondske er kun i begrænset omfang blevet afløst af det byfine. Her trives jordens salt sidst på aftenen ved bordene omkring det tunge billard, omend diskursen på stedet nok har bevæget sig fra radrensning af roer til opgradering til iPhone4 og andre moderne nødvendigheder i tilværelsen. Til at våge over alt dette hænger der over udgangsdøren to store portrætter af hvad der kunne ligne et kongepar, men dog kun er den tidligere ejer, Hansen, og hans fru Alice, forældrene til den nuværende bartender, Gitte. Der går altså en rød historisk tråd gennem sjælen på dette værtshus, stærkt understøttet af den fra Brønshøjs fortid fotografiske udsmykning af stedet, og møbler, paneler og barkøleskabe står fortsat uantastet hen upåvirket af tidernes og gæsternes skiften. Hvorom alting er; Bondestuen er et ældgammelt udskænkningssted der trodsigt lever videre stærkt støttet af et hjemmevant og trofast publikum. Rygning. Dankort.
|